Motor-magasinets dækning af K.W. Bruuns forretningsmetoder
Motor-magasinet har på forbilledlig vis beskrevet de kritisable forretningsmetoder, som bilimportøren K.W. Bruun benytter over for landets bilforhandlere, mens K.W. Bruun selv tjener milliarder.
Jeg ønsker hermed at indstille Motor-magasinet til en Auto Award for årets tiltag for deres dækning af de forhold, som branchen bliver udsat for af bilimportøren K.W. Bruun. K.W. Bruun har igennem en årrække tilsidesat almindelig ordentlighed og god forretningsskik og dermed presset landets bilforhandlere i en sådan grad, at mange har måtte dreje nøglen om eller omlægge forretningen. Alt sammen mens K.W. Bruuns egenkapital er vokset til et tocifret milliardbeløb og mens de påstår, at milliardoverskuddene kan tilskrives bilforretningens ”ordentlighed”. Det har Motor-Magasinet på forbilledlig vis sat fokus på – og gennemhullet – med en længere artikelserie om de forhold, som forhandlerne bliver udsat for. Forhold, som ikke burde være noget, der finder sted i dagens Danmark, og som med dummebøder, trusler og intimidering snarere minder om forhold i kriminelle grupperinger. Vi lever i en tid, hvor bilforhandleres selvstændighed, købmandskab og virkelyst stækkes af importører, der ikke udviser branchen den respekt, de enkelte forhandlere har fortjent. Den udvikling vi kun blive værre, hvis ikke der sættes fokus på uretfærdighederne, og hvis ikke der bliver sagt nok er nok. Jeg er godt klar over, at Auto Awards normalt ikke tildeles nyhedsmedier, men jeg mener, at Motor-Magasinet med sin dækning har været med til at sætte fokus på et område, der er af afgørende betydning for ikke bare de enkelte forhandlere, men for hele branchens fremtid, og derfor mener jeg, at Motor-magasinet bør belønnes med en Auto Award for årets tiltag.
På nedenstående link kan du se mere: